Tro og tvivl

20 konfirmander er netop konfirmeret i Hellevad og Ørum
Kirker. Her et uddrag fra talen.

Konfirmation, et paradenummer?
Ved forårstid lige inden konfirmationerne bringer aviserne
med usvigelig sikkerhed artikler om unges tro eller mangel
på samme. I år var ingen undtagelse. Den 22. april
var der i Nordjyske en artikel om et konfirmandhold i
Brønderslev, hvor journalisten havde fundet i hvert fald to,
der kunne sige, at de ikke troede på Gud. Hvad der mere
end antydedes var jo, at konfirmation bare skulle være et
paradenummer.

Til lykke til et super hold konfirmander! Her med deres silkepapir-billeder, der skildrer trosbekendelsens enkelte led

Hvad kan man sige til det? Man kunne måske sige som
en lærer engang sagde til en elev i 7. klasse, der i første
omgang ikke mente, at han skulle konfirmeres. Eleven
bedyrede, at han "i hvert fald ikke troede på Gud".
Læreren havde da med et glimt i øjet spurgt: "Jamen, er
du ikke døbt"? -­ Jo, det var han godt nok. ­ "Jamen, så
hænger du jo på den!", havde læreren drillende svaret.
Underforstået: at hvis en mægtig Gud i dåben har sagt ja
til sit menneske, så er det store ord jo sagt i den sag, "så
hænger man på den".

Skudsikker tro?
Den pointe er jo ikke dårlig på en konfirmationsdag­, selvom
årets konfirmander har været et super godt hold, som har
deltaget meget positivt og vist ditto engagement. Men
skulle nogen kunne forvente, at et helt hold konfirmander
(eller vi andre) kan møde op med en skudsikker tro og
fejlfri glorie? Skulle det ikke være sådan, at vi netop i
kirken har lov at komme med såvel tvivl og usikkerhed?
Faktisk handler bibelen jo i høj grad om skeptikere, tvivlere
og fornægtere. Som nu i en beretning om disciplen Simon
Peter: Efter at hans læremester Jesus var blevet arresteret,
havde Peter bandet og svoret på, at han end ikke kendte
Jesus. Peter var nemlig bange for at blive arresteret som
Jesu sammensvorne med fare for at lide samme skæbne
som han.

Fornægter betros lederjob
I en herlig beretning fortælles der efterfølgende, at Jesus
efter sin opstandelse opsøger den Peter, der havde
forrådt ham. Nu skulle man tro, at Jesus da var fuld af
bebrejdelser, men i stedet spørger han overraskende:
Simon Peter, "elsker du mig?" Ja, ikke bare én men tre
gange stiller Jesus det samme spørgsmål til Peter. Og for
hver gang kommer der et mere eller mindre spagfærdigt
"Ja" fra Peter. Jesus tilføjer da "Vær hyrde for mine får,
underforstået: Pas på de andre! Beskyt vore små brødre
og søstre! Med andre ord: Den uduelige fornægter Peter
betros en ansvarsfuld lederstilling. Med Jesu ufattelige
tillid vækkes det bedste i Peter, og faktisk endte det med,
at Peter blev leder i den første kristne kirke.

Det store og det lille "ja"
Pointen er altså, at tro ikke er noget kristendommen kræver
af os, men det er noget, den igen og igen vil skænke
og skabe i os. Vi, der ofte er feje eller usikre på os selv
og som let kommer i tvivl om, hvad vi skal tro og tænke.
Det afgørende hvad enten man er konfirmand 2010
eller tilhører en meget ældre årgang, er at huske, at som
døbte hænger vi på den. Vi hænger på Guds store ja til
os fra vor dåb, der kan rumme og bære selv vore mest
tvivlsomme dage.

Martina og Meg lægger sidste hånd på værket

Ligesom disciplen Peter overfor Jesus har vi da i kirken
lejlighed til at komme med vores lille ja blandt andet i
trosbekendelsen eller konfirmandernes "Ja" ved knæfaldet:
Underforstået: ja, vi vil gerne styrkes i vores tro. For vi har
alle brug for at nogen tror på os, så vi kan vokse ved det.
Og svaret, vi får, ligner vel det, som Peter engang fik: "Vær
hyrde for mine får!". For Gud har brug for, at vi passer på
hinanden, som hyrden værner om sine får.